tirsdag den 21. november 2017

Skab med fyldningsdøre til sadelrummet

Jeg havde længe haft lyst til at lave et højt og smalt skab, som vi kunne bruge i sadelrummet til at opbevare diverse småting i, så som ekstra hood'er, gamascher, klokker, showshine osv.

Jeg havde set en model af et skab i Popular Woodworking, hvor de kalder det for "chimney cupboard". Det er grundlæggende et højt og smalt skab der heller ikke er særligt dybt.

Skabet er lavet af lærk, da jeg har en masse af det fra savværket, og de bredeste dele kunne lige akkurat gå igennem tykkelseshøvlen. Så der var ikke så meget bøvl involveret i at gøre materialerne klar.

Konstruktionen er forholdsvis simpel, og jeg bestemte mig til at følge de originale beskrivelser istedet for at komplicere sagen.
Siderne blev savet til den rette længde, og de blev spændt fast på høvlbænken med forsiderne samlet på midten.
Jeg mærkede op til placeringen af hylderne, og lavede grøfter med en overfræser.
Bagefter høvlede jeg en fals langs bagsiden af hver side, til bagklædningen.

Hylderne blev limet i hver sin grøft, og de fik et par store dykkere fra ydersiden til yderligere at holde dem på plads.

Jeg lavede en forramme til skabet, og denne blev samlet med tappe der ikke er gennemgående.
Mens limen på forrammen tørrede, monterede jeg bagklædningen. Denne blev kun monteret med dykkere for at tillade træet at bevæge sig i takt med udsvingene i luftfugtigheden.

Forrammen blev limet og sømmet på selve skabet, og jeg gik i gang med at lave fyldningssdørene.
Dørene var et sted hvor jeg afveg fra den originale plan. Istedet for at samle døren rundt om fyldningen, således at denne bliver holdt på plads af noter, samlede jeg rammen først, og brugte overfræseren til at lave en fals med.
Falsen blev justeret i hjørnerne med et stemmejern, og fyldningen blev monteret ved hjælp af nogle små lister der holder den på plads.
Selve fyldningerne i dørene blev lavet på rundsaven, og facetterne er lavet med 4 graders hældning på klingen.

Jeg monterede dørene med nogle hængsler jeg købte i Lidl for noget tid siden. De er lidt grove i udførelsen, men passede meget godt i størrelsen, og da hele skabet var lidt af et eksperiment havde jeg ikke nogen problemer med at anvende dem.

For et par år siden købte jeg noget mælkemaling (kaseinmaling) i en butik i Tyskland, Det var af mærket: "Old fashioned milk paint". Det er et amerikansk produkt der er tørret kaseinmaling, man skal blot røre det op i vand, og så er det klar til brug. Det var første gang jeg skulle prøve at anvende det, så jeg vidste ikke helt hvad jeg kunne forvente.
Jeg købte den farve der hedder Lexington Green.
Malingen dækker OK, men det er i høj grad anbefalet at give to strøg, hvilket jeg gjorde. Malingen tørrer meget hurtigt, og jeg gav skabet anden omgang efter et par timer så vidt jeg husker. Overfladen er meget mat, men man kan udmærket efterbehandle med f.eks. kogt linolie eller voks hvis man ønsker en blankere overflade.
Jeg syntes godt om den matte grønne farve, så jeg har ikke lavet yderligere efterbehandlinger af overfladen.

Skabet er overraskende rummeligt, og virker meget let grundet det lille fodaftryk. Det er ikke et særligt kompliceret projekt, og jeg kunne da også godt forestille mig at lave et mere engang i fremtiden.

Det færdige skab.

Grøfter lavet med overfræseren.

Montering af hylderne.

Dørrammer og fyldninger.

Montering af fyldninger i dørrammerne.

Skabet er klar til at blive malet.

Første omgang maling er strøget på, og er stadig våd. 

Skabet i brug med diverse småting til hestene.


2 kommentarer:

  1. Now i need to learn danish, too....

    SvarSlet
    Svar
    1. Hi Pedder.

      I don't think it will be necessary. Most of the posts will be at Mulesaw too.

      Brgds
      Jonas

      Slet