Ham jeg i sin tid købte min langtømmersav af, kontaktede mig for knap to år siden og fortalte at han nu havde investeret i et båndsavværk med alle tænkelige hjælpemidler, fordi han syntes at det var blevet lidt besværligt at tumle stammerne på langtømmersaven. Så han ville bare høre om jeg var interesseret i at købe den, for ellers ville han prøve at sætte den til salg.
Jeg takkede ham og blev vildt glad, fordi jeg faktisk gerne ville have en lidt større sav, og fordi den nyere sav har et lidt bedre fremtrækssystem.
Så her sidste efterår fik jeg fundet tiden til at hente savværket.
Det kunne adskilles i mindre sektioner så det var muligt at hente det på min boogietrailer ad fem omgange. Hvilket godt nok blev til en del kilometer, men samtidig gjorde det også at delene var nogenlunde håndterbare.
Vores yngste søn Asger fik sat gang i processen med at sælge den gamle sav, og hjalp umådeligt med at få knust de gamle fundamenter og med at installere det nye savværk.
Det lykkedes ham endda at overtale mig til at male saven inden den blev sat i gang, hans mente (med rette), at hvis den blev sat i gang uden at være malet først, ville jeg aldrig få taget mig sammen til at gøre det.
Den nye sav har stativet indbygget i rammen, hvilket den gamle sav ikke havde. Derfor var der betydeligt mindre støbearbejde med denne installation.
Efter at have flyttet de enkelte sektioner ind i laden, blev de samlet og derefter rettet op. Da det stod som det skulle, hamrede jeg klaplaget i stykker under de enkelte ben på sektionerne. Jeg gravede ned og støbte gevindjern i der kunne holde saven på plads. Grunden til at jeg gjorde det i denne rækkefølge er at jeg rullede sektionerne rundt inde i laden på stølrør, og derfor duede det ikke at der var fyldt med huller der hvor jeg skulle flytte rundt på det hele.
Den gamle sav var en BMR 900 (Bülow Møller Roskilde), og jeg ved ikke helt hvor gammel den var, men jeg gætter på at den var fra slutningen af 1940'erne eller begyndelsen af 1950'erne.
Jeg kender ikke fabrikatet på den nye sav, men den er umiddelbart lidt nyere, måske fra 1970'erne.
Fremdriftsystemet på den gamle sav var nogle stålskiver der kørte i en vinkel mod hinanden, og fungerede ved hjælp af friktion. Den nye savs fremdrift er et wiretræk der kører rundt om en tromle der er drevet af en elektromotor. Hastigheden reguleres af en skydemodstand, og umiddelbart virker det som et fint system.
Jeg har desværre ikke en stor nok stikledning til at kunne drive saven med den medfølgende elmotor, vhilket også var et problem med den gamle sav. Så planen er at fortsætte med at drive saven med PTO fra min gamle traktor.
Pt mangler jeg at lave en overgang fra den eksisterende elektromotor (der kommer til at fungere som svinghjul), og til en kraftoverføringsaksel til PTO.
Derudover mangler jeg at få lavet en spånudsugning, og derefter er savværket klar til brug.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar